Se dét er en rigtig ”Sloth Møller” …
Uden gode medarbejdere ingen virksomhed. Så enkelt kan det siges. Hos os har medarbejderne det med at blive hængende. Ja, de er faktisk ikke til at sparke ud, men det må jo være fordi, de kan lide lugten i bageriet. Og her lugter faktisk også helt godt. Her dufter af faglig præcision, skæve tanker og jordnær kontakt. Disse værdier har vi et navn for: En ”Sloth Møller”.
Beskrivelsen af en ”Sloth Møller”
En man husker
En Sloth Møller er en person, som er headhuntet af branchen. Han er frisk, nede på jorden og kan forklare tingene, så de er til at forstå. En person, der virkelig lytter, reflekterer, går i dialog og kommer med sine egne indgangsvinkler til projektet. Når han lukker døren bag sig efter det indledende møde, bliver han husket.
Finder svarene
En ”Sloth Møller” engagerer sig i projektet frem for rollen, og han kan via sine ideer og tekniske snilde se og undgå faldgruber. Han stiller sig selv spørgsmålet: ”Hvad har kunden behov for at vide?”, inden han uhæmmet sender papir på det hele. En "Sloth Møller" ved ikke det hele, men han finder svarene.
Giver en ekstra hånd
Godt humør løsner op for de fleste konflikter. Men en "Sloth Møller" ved, at man kan have en rigtig skidt dag. Alt spiller ind, men i sidste ende skal produktet være det, kunden forestiller sig. Er det ikke det, står en "Sloth Møller" ved sine fejl og får dem rettet. Eller også giver han en ekstra hjælpende hånd, selv om det ikke nødvendigvis er hans område eller det, han får betaling for.