Ny tegnestuechef

Ny tegnestuechef

2020-04-01

Kim Krogh er netop begyndt som tegnestuechef på kontoret i Sønderborg, hvor han afløser 64-årige Jørn Plauborg, som fortsætter i en anden funktion i virksomheden. Jørn glæder sig til samarbejdet med Kim og de to har kendt hinanden gennem mange års samarbejde på hver sin side af skrivebordet.

Vi ser meget frem til samarbejdet og siger stort velkommen til Kim.

- For et år siden begyndte jeg at tænke på at finde min afløser. Hurtigt faldt tankerne på Kim, som jeg kender gennem mange års samarbejde om projekter hos Danfoss og senest gennem Sønderborg Forsyning, forklarer Jørn Plauborg, som fortsætter på kontoret hvor han kommer til at fokusere yderligere på bl.a. DGNB arbejdet, som dækker over bæredygtige certificeringer af bygninger. Her får kunderne/bygherren garanti og dokumentation for, at en bygning er opført i den forventede, bæredygtige kvalitet med certifikat for byggeriets levetidsomkostninger og miljøprofil.

- Jeg skal holde mit hoved i gang, og så er det en meget efterspurgt rådgivningsområde, som vi kan slå på her i området, tilføjer han.

Fra teknik til ledelse

- Både arbejdet i Danfoss Universe og min stilling hos Sønderborg Forsyning har været rigtig spændende, siger Kim Krogh, der særligt fra forsyningsvirksomheden har taget stor viden med sig i forbindelse med en stor opgave for kommunen, hvor vi hos SlothMøller skal stå for kloakseparering af alle kommunale ejendomme.

- Der er nok at tage fat på, og jeg glæder mig meget til at komme ordentligt i gang.

FAKTA om Kim

Kim Krogh, 55 år, stammer fra Dybbøl og er oprindelig uddannet elektriker.

Har blandt andet været ansat som rådgivende ingeniør på byggekontoret hos Danfoss i Nordborg og derefter teknisk chef i oplevelsesparken Danfoss Universe.

Siden 2013 driftschef hos Sønderborg Forsyning med først spildevand som ansvarsområde og siden desuden vand, varme, affald samt projekt og plan med over 100 ansatte under sig.

Siden 1. april 2020 tegnestuechef for vores kontor i Sønderborg, hvor der p.t. er 27 ansatte. 

 

Både Jyske Vestkysten og SønderborgNYT har skrevet lidt om udviklingen hos SlothMøller. Læs mere her: https://bit.ly/2xhapSA eller https://bit.ly/2ySDgx